I sommerferien kører vi vanligvis fra København, ned gennem Tyskland, Østrig og til Syditalien. Vi kører max 700 km pr. dag og overnatter som udgangspunkt i lidt større byer, men også i mindre flækker afhængigt af hvad vi ønsker at opleve på vores rejse. Vi skriver til samtlige hoteller vores præferencer i forhold til morgenmad, med vi oplever imidlertid ofte lidt større udfordringer i forhold til efterlevelse af vores ønsker i forhold til gluten- og laktosefri morgenmad, til trods for modtagne bekræftelser herpå. Nogle sørger for nærmest helt friskbagt brød, andre en pakke kiks til deling mellem 3 personer, nogle serverer en pakke knastørt glutenfrit rugbrød, som muligvis blev åbnet 3 uger tidligere ved seneste gæst som bestilte glutenfri morgenmad – sammen med helsepostej:-) Og intet hænger sammen med landegrænser, storby/landet, hotelstjerner eller anmeldelser, men vi har bare lært, at når vi når til et større supermarked i Tyskland så provianterer vi, så vi ved at vi har mad hvis vi intet kan tåle når vi når frem samt som supplement til morgenmaden. Og vi har adskillige gange gået fra restauration til restauration efter en lang køretur på op mod 8 timer på tom mave for at spørge efter glutenfrie muligheder og det er ikke sjovt! Så hellere have fået en mad før vi går ud og så kan vi altid tage en mere når vi vender tilbage til hotellet hvis der ikke umiddelbart findes glutenfrie muligheder – men så er det stadig hyggeligt at gå rundt i byen og se hvad vi skal se – og få lidt vin, øl og sodavand og måske en is hvis det er muligt og ellers så hygger vi med en mad på hotellet når vi vender tilbage, og alle har købt hvad de godt kan lide, så alle smovser løs, det er faktisk super hyggeligt!
Italien er et glutenfrit vidunder!
Italienere spiser dog generelt ikke det store morgenbord, så hvis du bestiller glutenfri morgenmad, så skal du ikke forvente det store ud over lidt knækbrød, kiks eller lidt kage, yoghurt (tjek for gluten), små nutella, ost, skinke (tjek for gluten), æg og frugt – med mindre det er et hotel som er kendt for at servere continental breakfast, hvilken indbefatter et større supplement af glutenfrie muligheder såsom æggejams, bagte tomater, bacon etc.
Vi har generelt altid en køletaske stående på hotellet til glutenfrit pålæg, syltetøj og laktosefri smør og ost, lidt brød, riskiks eller knækbrød og så pakker vi en pose som vi medbringer til morgenbordet, og supplerer med produkter som ikke tåles fra morgenbuffeten:-)